I en stor del af mit liv, især i barndommen og i teenageårene, har jeg på grund af mit poliohandicap, som ret beset ikke er særlig alvorligt, været plaget af mange forskelligartede negative følelser.

Angst, fordi jeg følte at jeg ikke slog til, hverken menneskeligt, fagligt, eller fordi jeg var bange for at falde, være i vejen eller til besvær.

Utilstrækkelighed, fordi jeg vidste at jeg fysisk ikke kunne følge med, og måtte stå alene tilbage.

Mindreværd, fordi jeg skulle mobilisere kræfter på en hel masse uvæsentlige ting, for at opveje den manglende fysiske styrke.

Selv lede, fordi jeg hadede at se handicappede personer, den gruppe kunne og ville jeg ikke acceptere at være en del af, men vidste jo godt at jeg var det.

Ensomhedsfølelse, bl.a. fordi jeg var overbevist om, at jeg aldrig ville finde en mand der kunne acceptere mig som jeg nu engang så ud. Jeg havde mange kærester, men kun til det tidspunkt hvor jeg følte, at nu blev jeg nødt til at fortælle om mit handicap, og så var det lettere at gå sin vej.

Det er da blevet meget bedre med årene. Mand, børn og børnebørn fylder i tilværelsen. 41 år på arbejdsmarkedet, joh jeg ku’ alligevel godt selvom det ofte var hårdt.

Men det skulle vise sig, at hjælpen til at kunne leve i harmoni med mig selv og mit handicap, kom fra mit eget indre, helt fra mig selv, en fantastisk skjult evne, som blot skulle vækkes til live af den rette vejleder.

Ved at styre og regulere mit åndedræt er det nu blevet muligt at skabe en ro og en styrke i min krop, der sender angsten, utilstrækkeligheden, mindreværdet, selvleden og ensomheden på flugt.

Liggende på briksen, guidet af en rolig kompetent stemme, har jeg ikke brug for billeder af blomsterenge eller en opgående sol for mit indre blik. Den bundløse ro der indfinder sig, blot efter en enkelt åndedrætsøvelse, er nok til at overbevise kroppen om, hvilken styrke den faktisk besidder.

Oplevelsen er den samme når jeg ligger i varmtvandsbassinet med hovedet under vand, hængende som en tung sæk kartofler der flyder lige så stille rundt på ”det store ocean”.  Her er de dæmpede lyde fra omgivelserne med til at skabe en helt speciel og unik ro i kroppen.

De lange dyk, hvor jeg presser mig selv til at holde vejret så længe som muligt, giver kroppen dels en følelse af styrke og udholdenhed dels en følelse der fornemmes som små eksplosioner af energi.

Når jeg, efter at have været dykket ned i vandet et stykke tid, tømmer lungerne for luft stadig under vand, oplever jeg boblernes spil i vandet som et fysisk bevis på det fantastiske åndedræt, der minder mig om et klokkespil af luft, et fænomen som man under normale omstændigheder, dvs. over vandets overflade, ikke har mulighed for at opleve.

Jeg behøver vist ikke at fortælle at efter 2½ time indfinder udmattelsen sig som en rar, god og livsbekræftende træthed.

Har deltaget i åndedrætsyoga siden 2016.

Mine erfaringer kan opdeles i følgende punkter:

Alment velbefindende

Det har haft en fantastisk god virkning  på almentilstanden, når man trækker vejret godt igennem

Dvs. får fyldt lungerne godt op og får renset ud efterfølgende.

Kan åndedrættet være med til at øge blodtilførslen i lammede lemmer? Mit umiddelbare bud er, at det kan det uden at jeg dog kan komme med konkrete beviser.

Træthed

Med postpolio har jeg ofte perioder, hvor jeg ikke kan falde i søvn. Det betyder, at det er svært at koncentrere sig. Jeg har i enkelte situationer prøvet at bruge åndedrætsøvelser til at ilte blodet og dermed fjerne træthedssymptomerne. Ud over at kunne slappe bedre af, kan andre åndedrætsøvelser give et boost.

Søvn

Jeg har haft store problemer med at falde i søvn. Nu kan jeg via åndedrætsøvelser få pulsen ned og få ro i kroppen. Det gør det fantastisk let at falde i søvn.

Ved at tænke på åndedrættet forhindrer det alle mulige andre (forstyrrende) tanker.

Motion

Visse øvelser kan fungere som erstatning for motion, da jeg med lammelser i benene ikke har mulighed for at gå. Det kan massere maven og øge peristaltikken. Når man ikke kan gå, er risikoen for hård mave meget stor. Det kan åndedrætsøvelser være med til at forebygge og behandle.

Smertehåndtering

Hvis jeg har smerter et sted, kan det hjælpe intenst at tænke på at trække vejret. Det øger også iltning af blodet og musklerne får bedre blodtilførsel. Det er i sig selv en behandling af smerter i overbelastede muskler.

Ubehagelige situationer.

Åndedrættet kan benyttes. F. eks. skrækken for at få hovedet under vand, er blevet stærkt reduceret via åndedrætsøvelser at lære at holde vejret.

Hvorfor er det vigtigt at komme til yoga-undervisning?

Jeg kommer hver gang, fordi man til stadighed har brug for at blive guidet. Det fungerer ikke som selvtræning i længere tid.

Fra femten til nul

Jeg fik polio som 6-årig i 1952. Blev lammet i benene, den ene arm og mavemusklerne.

Efter langvarig genoptræning kunne jeg gå med skinner på det ene ben og to albuestokke.

Jeg blev gift fik to børn og har arbejdet som  embedsmand i centraladministrationen. Jeg har beskæftiget mig meget med samarbejdet i EU og har rejst meget i mange år.

Fra jeg var omkring 55 var mine arme og skuldre meget skadet af slidgigt. Operationer med indsættelse af proteser i højre skulder og venstre albue har været overvejet. Men proteserne er endnu ikke stærke nok til, at jeg kan støtte mig til armene i tilstrækkeligt omfang. Jeg har også seks diskusprolapser i ryg og nakke, som det skønnes risikabelt at operere.

Disse problemer har betydet, at jeg har været stærkt plaget af smerter. For at kunne være aktiv og fungere har jeg derfor taget flere og flere smertestillende midler. Tre piller fem gange om dagen.

Smertestillende midler reducerer smerter i nogle timer, men smerterne kommer igen, og pillerne har også en række bivirkninger. Især den sløvende effekt er til stor gene, når man i forvejen er svækket af træthed på grund af postpolio syndrom.

Langvarig åndedrætstræning i Pusteklubben har medført, at jeg ikke længere bruger smertestillende medicin.

Årsagen kan ikke illustreres med en enkelt formel, men er resultat af et samspil af faktorer.

Optræning af kropsbevidstheden giver en klar fornemmelse af kilden til smerterne og dermed et incitament til hvile og omlægning af bevægemønster og til at adressere årsagen til smerten, i stedet for at tage en dosis piller og så kile på som hidtil.

Smerterne kan ikke helt elimineres. Men ved træning har jeg opøvet evnen  – og fået energi  – til at fokusere på én enkelt ting. Hvis jeg koncentrerer mig om noget interessant, ”glemmer” jeg smerterne.

At reducere smerter og slippe af med medicin er resultatet af langvarig træning med udgangspunkt i åndedrættet, som for mig har en direkte fysisk effekt og giver mental styrke.

I 1952, da jeg var 7 år, fik jeg polio. Det var hele højre side, der blev lammet. Jeg brugte skinner på højre ben, men slap af med dem i løbet af 10 år, efter træning og en række operationer.

Jeg blev udlært først som elektromekaniker og derefter som pottemager på grund af min store interesse for at arbejde med keramik. Jeg arbejdede nogle år for Bjørn Wiinblad inden jeg i begyndelsen af 1970’erne nedsatte mig som selvstændig pottemager og keramiker.

I 1968 købte vi et meget  gammelt nedslidt hus der havde været arbejderbolig fra Allerød Teglværk, som jeg selv genopbyggede sten for sten. Det blev  bolig for vores familie og værksted til mit keramiske arbejde.

Glæden ved at virke som kunsthåndværker har altid været en stor og vigtig del af mit liv.

Da jeg 1991 fik diagnosen postpolio syndrom, det gav store smerter i muskler og led og resulterede i en stor depression hvor jeg næsten var sat ud af spillet i et par år. Men jeg tilpassede mig de muligheder jeg havde tilbage, og kom i gang igen.

I 2010 blev jeg opereret for kræft i tyktarmen. Efter et år fik jeg endnu en risikabel men vellykket operation, der betød at jeg slap fri for stomi og igen kunne leve normalt.

I 2016 fik jeg konstateret lungekræft. Det skulle klares med en kikkertoperation. Men den blev udsat en måned fordi man opdagede at mit blodtryk var så lavt, at jeg først skulle have indsat pacemaker, som kroppen skulle have tid til at vænne sig til.

Ved kikkertoperationen kom de ved en fejl til at afklemme for blodtilførsel til lungen. Så jeg måtte reddes med en ny operation, hvor hele brystkassen blev lukket op. Operationen tog over 6 timer. Halvdelen af højre lunge blev fjernet.

Den omgang var en stor belastning for kroppen og smerter og angst for udfaldet – og for fremtiden – tog hårdt på mig.

Jeg har deltaget meget aktivt i Pusteklubben siden starten i 2012. Træningen har haft god virkning både på krop og humør.

Jeg fortsatte med træningen indtil 3 dage før operationen og i løbet af et par måneder efter operationen – da stingene var ude og sårene lægt – to jeg fat med åndedrætstræningen både på land og i bassin. Det hjalp hurtigt. Nu her 2 år efter operationen er jeg – med kun halvanden lunge – oppe på stort set den samme lungekapacitet som før. Det betyder at jeg kan dykke i over 3 minutter. Lægerne undrer sig over at jeg er nået så langt på så kort tid. Det giver jeg træningen i Pusteklubben æren for.

Endnu en gang er jeg kureret for kræft. Jeg kan fortsat leve det liv jeg elsker.

Postpolioen svækker nu især min højre arm, så jeg må tilpasse mig. Det er slut med de store tunge krukker og vaser. Men jeg håber at jeg  – med den livgivende træning af åndedrættet –  kan fortsætte det liv og den livsform der holder mig kørende.