Pusteklubbens træning har haft markante og vedvarende effekter for deltagernes helbred og velbefindende.
Noget helt fundamentalt for at for at denne træningsform har haft så stor effekt, er at deltagerne har lært at mærke sig selv.
Det lyder umiddelbart nemt og ligetil, men det har taget årelang træning at lære det.
En stor del af forklaringen skal nok søges i den genoptræning poliobørnene gennemgik i 1950’erne:
Børnene var genstand for en meget massiv påvirkning, hvor budskabet var : Hvis du vil ”komme op at gå igen” må du træne hårdt og længe.
Klynkeri, jammer og selvmedlidenhed blev hånet, men der var ros og opmuntring til dem, der kunne overdøve og ignorere kroppens signaler om smerter og træthed og træne igennem hårdt og længe.
Den metode gav synlige resultater og blev for mange patienter en indfaldsvinkel til, hvordan de har tacklet en bred vifte af problemer livet igennem.
Med postpolio syndrom opstår der et nyt dilemma: Ved hård fysisk træning risikerer man at nye lammelser breder sig og bliver permanente. Den metode med intensiv træning, der livet igennem har været nyttig og brugbar, kan derfor ikke længere anvendes: Oven i nye lammelser, træthed og smerter konfronteres man med det problem, at man ikke længere selv aktivt kan træne for at få det bedre. Denne følelse af magtesløshed bliver en yderligere belastning.
Åndedrætstræning derimod tager udgangspunkt i at føle sin psykiske og fysiske tilstand og fremmer ad den vej evnen til at registrere kroppens signaler, således at det bliver muligt for den enkelte at mærke, hvor meget man kan bevæge sig uden at blive skadeligt overbelastet. Patienten definerer selv sit nye råderum og slipper af med følelsen af magtesløshed
.
SMERTER
Smerter kan have mange årsager. Det kan være meget svært for den enkelte at finde ud af, hvad der er årsagerne i et konkret tilfælde.
Hos personer med postpolio opstår smerter efter mange års slid og overbelastning pga. de fysiske handicaps, der har gjort kroppen skæv. De kan også skyldes langvarig ensformig brug af kørestol, nye lammelser, sitren og kramper i musklerne og angst, bekymringer og depressioner.
Smerter behandles traditionelt med smertestillende medicin. Medicinen tager de værste smerter og gør det muligt at gøre tingene som man plejer og leve livet som hidtil.
Når effekten ophører skal man tage mere medicin, og i takt med at medicinens effekt aftager skal patienten have mere eller stærkere medicin.
Med åndedrætstræning lærer patienten at mærke efter, at registrere, hvilken adfærd der giver smerter; det være sig akavede uhensigtsmæssige bevægelser, forkert sidde – eller sovestilling, stress på grund af pres fra omgivelserne eller eget ønske om at ovekomme meget, eller angst og depression.
Men en skærpet fornemmelse for smerternes årsag bliver det muligt at ændre målrette træningen og ændre den adfærd, der er årsag til smerterne.
Alle deltagere i Pusteklubben har kunnet reducere deres smerter og mindske eller helt holde op med at tage smertestillende medici
n.
SØVN
Søvnproblemer kan, ligesom smerter, have mange årsager.
Hos postpolioramte kan det skyldes lammelser af bugmuskulaturen, der vanskeliggør vejrtrækningen især ved søvn. Det kan skyldes smerter, sitren, tankemylder og angst. Angst hænger typisk sammen med oplevelser i den tidlige barndom ved første polioangreb med omfattende lammelser, smerter, isolation, ensomhed og magtesløshed og frygt for smertefulde behandlinger og operationer og sorg over mistet førlighed.
Søvnproblemerne og deres årsager er forskellige fra person til person og for den enkelte varierer de over tid. Ved træning gennem en lang periode lærer man hvilke øvelser, der er velegnede til at falde til ro på, så det bliver lettere at falde i søvn.
Alle deltagere har fået en bedre søvn. Det er blevet nemmere at sove ind, at sove længere og få en dybere søvn uden afbrydelser.
Enkelte oplever, at hyppigt tilbagevendende mareridtstemaer er forsvundet
SINDSRO
Det er nu videnskabelig påvist, at stress over længere perioden er en stor belastning for immunsystemet. Den sindsro træningen sætter deltageren i stand til at opnå, eliminerer stress i bred forstand.
Deltagerne beretter:
”Den stress, der har lagret sig i min krop og sjæl siden barndommens traumer med sorg og savn og smerter, med operationer og lange hospitalsindlæggelser forsvinder ikke; men den åndedrætstræning, som vi lærer i Pusteklubben, giver styrke og lindring til både krop og sjæl.”
” Jeg er blevet CT og MR scannet flere gange i det forgangne halve år. Det er stadig meget skræmmende for mig, at blive lukket inde i sådan et kæmpe larmende monstrum. Men, lukkede øjne og vejrtrækningsøvelser får mig stadig til at slappe af og klare scanningerne uden beroligende medicin.”
Alle deltagere har haft stor hjælp at åndedrætstræningen til at få større ro og mere kvalitet i afspænding og hvile . De har lært at mindske, eller leve med, de traumer tilværelsen har givet, og at tackle smerter, bekymringer og angst i forbindelse med helbredsmæssige forringelser, nye sygdomme og store indgreb som scanninger, operationer og kemoterapi.
KONCENTRATIONSEVNE
Polio og postpolio syndrom rammer hjernestammen (bulbar polio) herunder den del af nervesystemet, der styrer koncentrationsevnen. Nogen oplever problemer med at læse. De kan have svært ved at fange og fastholde det læste, og skal måske ofte begynde forfra. Tilsvarende kan det for nogen blive vanskeligere at formulere sig og få flow i skriveprocessen.
Åndedrætstræningen giver ro og muliggør koncentration
FORDØJELSE
Åndedrætstræning aktiverer og styrker bugmusklaturen, og gør det muligt at ”massere indvoldene”. Det har vist sig at fremme fordøjelsen og styrke peristaltikken og har fremmet velvære og helbred hos deltagerne, som alle har nedsat mobilitet eller benytter kørestol.
”Ikke alt, der kan tælles, tæller, og ikke alt, der tæller, kan tælles”
– Albert Einstein
METODER
Statens sundhedsudgifter stiger år for år. For at optimere udbyttet af disse udgifter er der stor interesse for at finde besparelser, gevinster og bedst mulig kvalitet. Til det brug har man udviklet forskellige evalueringsmetoder. De falder i to hovedgrupper: Kvantitative, der tæller, måler og vejer, og kvalitative der søger at afdække oplevede effekter hos individer eller grupper.
Begge metoder blev brugt til at evaluere det første ”forsøg” med åndedrætstræning i pusteklubben efter tre månedernes træning to gange om ugen.
Den kvantitative analyse (vitalkapacitet, blodtryk osv.) gav ingen brugbare resultater, hvilket kan hænge sammen med det lille antal deltagere (12) og den korte tidsperiode.
Den kvalitative analyse (dybtgående individuelle interviews) gav mange og overvældende positive resultater: http://postpolionyt.dk/kroppen-raaber-hurra
Nyere forskning beviser nu, at menneskets fysik og psyke er uadskillelige dele af et samlet hele, hvor psyke påvirker fysik og omvendt. Det hele menneske.
PUSTEKLUBBENS METODE
Integrerer løbende indhøstede erfaringer (evalueringer) fra den daglige træning I det kontinuerlige udviklingsarbejde, idet vi jævnligt gør status, hvor vi udvælger de elementer, vi vil forsøge os med i det videre arbejde, indtil vi når en løsning.
Det kaldes heuristisk metode, og er – i al enkelthed – den måde mennesket altid har udviklet sig på.
Modellen kan illustreres således:
1. Først trænes en eller flere øvelser. Deltagerne træner selv videre ugen igennem.
2. Herefter søger man i fællesskab af afdække hvilke effekter øvelsen har haft. Oplever deltagerne samme effekt?
3. Endelig søger vi at finde en forklaring på – eller årsagssammenhæng mellem – øvelse og effekt.
Og så forfra igen.
I en stor del af mit liv, især i barndommen og i teenageårene, har jeg på grund af mit poliohandicap, som ret beset ikke er særlig alvorligt, været plaget af mange forskelligartede negative følelser.
Angst, fordi jeg følte at jeg ikke slog til, hverken menneskeligt, fagligt, eller fordi jeg var bange for at falde, være i vejen eller til besvær.
Utilstrækkelighed, fordi jeg vidste at jeg fysisk ikke kunne følge med, og måtte stå alene tilbage.
Mindreværd, fordi jeg skulle mobilisere kræfter på en hel masse uvæsentlige ting, for at opveje den manglende fysiske styrke.
Selv lede, fordi jeg hadede at se handicappede personer, den gruppe kunne og ville jeg ikke acceptere at være en del af, men vidste jo godt at jeg var det.
Ensomhedsfølelse, bl.a. fordi jeg var overbevist om, at jeg aldrig ville finde en mand der kunne acceptere mig som jeg nu engang så ud. Jeg havde mange kærester, men kun til det tidspunkt hvor jeg følte, at nu blev jeg nødt til at fortælle om mit handicap, og så var det lettere at gå sin vej.
Det er da blevet meget bedre med årene. Mand, børn og børnebørn fylder i tilværelsen. 41 år på arbejdsmarkedet, joh jeg ku’ alligevel godt selvom det ofte var hårdt.
Men det skulle vise sig, at hjælpen til at kunne leve i harmoni med mig selv og mit handicap, kom fra mit eget indre, helt fra mig selv, en fantastisk skjult evne, som blot skulle vækkes til live af den rette vejleder.
Ved at styre og regulere mit åndedræt er det nu blevet muligt at skabe en ro og en styrke i min krop, der sender angsten, utilstrækkeligheden, mindreværdet, selvleden og ensomheden på flugt.
Liggende på briksen, guidet af en rolig kompetent stemme, har jeg ikke brug for billeder af blomsterenge eller en opgående sol for mit indre blik. Den bundløse ro der indfinder sig, blot efter en enkelt åndedrætsøvelse, er nok til at overbevise kroppen om, hvilken styrke den faktisk besidder.
Oplevelsen er den samme når jeg ligger i varmtvandsbassinet med hovedet under vand, hængende som en tung sæk kartofler der flyder lige så stille rundt på ”det store ocean”. Her er de dæmpede lyde fra omgivelserne med til at skabe en helt speciel og unik ro i kroppen.
De lange dyk, hvor jeg presser mig selv til at holde vejret så længe som muligt, giver kroppen dels en følelse af styrke og udholdenhed dels en følelse der fornemmes som små eksplosioner af energi.
Når jeg, efter at have været dykket ned i vandet et stykke tid, tømmer lungerne for luft stadig under vand, oplever jeg boblernes spil i vandet som et fysisk bevis på det fantastiske åndedræt, der minder mig om et klokkespil af luft, et fænomen som man under normale omstændigheder, dvs. over vandets overflade, ikke har mulighed for at opleve.
Jeg behøver vist ikke at fortælle at efter 2½ time indfinder udmattelsen sig som en rar, god og livsbekræftende træthed.
Har deltaget i åndedrætsyoga siden 2016.
Mine erfaringer kan opdeles i følgende punkter:
Alment velbefindende
Det har haft en fantastisk god virkning på almentilstanden, når man trækker vejret godt igennem
Dvs. får fyldt lungerne godt op og får renset ud efterfølgende.
Kan åndedrættet være med til at øge blodtilførslen i lammede lemmer? Mit umiddelbare bud er, at det kan det uden at jeg dog kan komme med konkrete beviser.
Træthed
Med postpolio har jeg ofte perioder, hvor jeg ikke kan falde i søvn. Det betyder, at det er svært at koncentrere sig. Jeg har i enkelte situationer prøvet at bruge åndedrætsøvelser til at ilte blodet og dermed fjerne træthedssymptomerne. Ud over at kunne slappe bedre af, kan andre åndedrætsøvelser give et boost.
Søvn
Jeg har haft store problemer med at falde i søvn. Nu kan jeg via åndedrætsøvelser få pulsen ned og få ro i kroppen. Det gør det fantastisk let at falde i søvn.
Ved at tænke på åndedrættet forhindrer det alle mulige andre (forstyrrende) tanker.
Motion
Visse øvelser kan fungere som erstatning for motion, da jeg med lammelser i benene ikke har mulighed for at gå. Det kan massere maven og øge peristaltikken. Når man ikke kan gå, er risikoen for hård mave meget stor. Det kan åndedrætsøvelser være med til at forebygge og behandle.
Smertehåndtering
Hvis jeg har smerter et sted, kan det hjælpe intenst at tænke på at trække vejret. Det øger også iltning af blodet og musklerne får bedre blodtilførsel. Det er i sig selv en behandling af smerter i overbelastede muskler.
Ubehagelige situationer.
Åndedrættet kan benyttes. F. eks. skrækken for at få hovedet under vand, er blevet stærkt reduceret via åndedrætsøvelser at lære at holde vejret.
Hvorfor er det vigtigt at komme til yoga-undervisning?
Jeg kommer hver gang, fordi man til stadighed har brug for at blive guidet. Det fungerer ikke som selvtræning i længere tid.
Fra femten til nul
Jeg fik polio som 6-årig i 1952. Blev lammet i benene, den ene arm og mavemusklerne.
Efter langvarig genoptræning kunne jeg gå med skinner på det ene ben og to albuestokke.
Jeg blev gift fik to børn og har arbejdet som embedsmand i centraladministrationen. Jeg har beskæftiget mig meget med samarbejdet i EU og har rejst meget i mange år.
Fra jeg var omkring 55 var mine arme og skuldre meget skadet af slidgigt. Operationer med indsættelse af proteser i højre skulder og venstre albue har været overvejet. Men proteserne er endnu ikke stærke nok til, at jeg kan støtte mig til armene i tilstrækkeligt omfang. Jeg har også seks diskusprolapser i ryg og nakke, som det skønnes risikabelt at operere.
Disse problemer har betydet, at jeg har været stærkt plaget af smerter. For at kunne være aktiv og fungere har jeg derfor taget flere og flere smertestillende midler. Tre piller fem gange om dagen.
Smertestillende midler reducerer smerter i nogle timer, men smerterne kommer igen, og pillerne har også en række bivirkninger. Især den sløvende effekt er til stor gene, når man i forvejen er svækket af træthed på grund af postpolio syndrom.
Langvarig åndedrætstræning i Pusteklubben har medført, at jeg ikke længere bruger smertestillende medicin.
Årsagen kan ikke illustreres med en enkelt formel, men er resultat af et samspil af faktorer.
Optræning af kropsbevidstheden giver en klar fornemmelse af kilden til smerterne og dermed et incitament til hvile og omlægning af bevægemønster og til at adressere årsagen til smerten, i stedet for at tage en dosis piller og så kile på som hidtil.
Smerterne kan ikke helt elimineres. Men ved træning har jeg opøvet evnen – og fået energi – til at fokusere på én enkelt ting. Hvis jeg koncentrerer mig om noget interessant, ”glemmer” jeg smerterne.
At reducere smerter og slippe af med medicin er resultatet af langvarig træning med udgangspunkt i åndedrættet, som for mig har en direkte fysisk effekt og giver mental styrke.
I 1952, da jeg var 7 år, fik jeg polio. Det var hele højre side, der blev lammet. Jeg brugte skinner på højre ben, men slap af med dem i løbet af 10 år, efter træning og en række operationer.
Jeg blev udlært først som elektromekaniker og derefter som pottemager på grund af min store interesse for at arbejde med keramik. Jeg arbejdede nogle år for Bjørn Wiinblad inden jeg i begyndelsen af 1970’erne nedsatte mig som selvstændig pottemager og keramiker.
I 1968 købte vi et meget gammelt nedslidt hus der havde været arbejderbolig fra Allerød Teglværk, som jeg selv genopbyggede sten for sten. Det blev bolig for vores familie og værksted til mit keramiske arbejde.
Glæden ved at virke som kunsthåndværker har altid været en stor og vigtig del af mit liv.
Da jeg 1991 fik diagnosen postpolio syndrom, det gav store smerter i muskler og led og resulterede i en stor depression hvor jeg næsten var sat ud af spillet i et par år. Men jeg tilpassede mig de muligheder jeg havde tilbage, og kom i gang igen.
I 2010 blev jeg opereret for kræft i tyktarmen. Efter et år fik jeg endnu en risikabel men vellykket operation, der betød at jeg slap fri for stomi og igen kunne leve normalt.
I 2016 fik jeg konstateret lungekræft. Det skulle klares med en kikkertoperation. Men den blev udsat en måned fordi man opdagede at mit blodtryk var så lavt, at jeg først skulle have indsat pacemaker, som kroppen skulle have tid til at vænne sig til.
Ved kikkertoperationen kom de ved en fejl til at afklemme for blodtilførsel til lungen. Så jeg måtte reddes med en ny operation, hvor hele brystkassen blev lukket op. Operationen tog over 6 timer. Halvdelen af højre lunge blev fjernet.
Den omgang var en stor belastning for kroppen og smerter og angst for udfaldet – og for fremtiden – tog hårdt på mig.
Jeg har deltaget meget aktivt i Pusteklubben siden starten i 2012. Træningen har haft god virkning både på krop og humør.
Jeg fortsatte med træningen indtil 3 dage før operationen og i løbet af et par måneder efter operationen – da stingene var ude og sårene lægt – to jeg fat med åndedrætstræningen både på land og i bassin. Det hjalp hurtigt. Nu her 2 år efter operationen er jeg – med kun halvanden lunge – oppe på stort set den samme lungekapacitet som før. Det betyder at jeg kan dykke i over 3 minutter. Lægerne undrer sig over at jeg er nået så langt på så kort tid. Det giver jeg træningen i Pusteklubben æren for.
Endnu en gang er jeg kureret for kræft. Jeg kan fortsat leve det liv jeg elsker.
Postpolioen svækker nu især min højre arm, så jeg må tilpasse mig. Det er slut med de store tunge krukker og vaser. Men jeg håber at jeg – med den livgivende træning af åndedrættet – kan fortsætte det liv og den livsform der holder mig kørende.